Vedligeholdelsesreglementet

Vedligeholdelsen af din bolig - vedligeholdelsesreglement B
I dette dokument finder du en bearbejdet beskrivelse af de mere formelle regler omkring vedligeholdelsen af din bolig. Beskrivelsen er udarbejdet efter reglerne i "Lov om leje af almene boliger" - lov nr. 968 af 17. december 1997, og "Bekendtgørelse om vedligeholdelse og istandsættelse af almene boliger" - bekendtgørelse nr. 371 af 19 juni 1998.


At bo i almen bolig

Vedligeholdelse af din bolig

Når du bor i en almen bolig, har du ansvaret for at passe på boligen, så den fremtræder velvedligeholdt.

I det følgende finder du en kort beskrivelse af, hvilke overordnede regler, der gælder for vedligeholdelsen af din bolig. Reglerne er fælles for alle afdelinger, der har valgt at vedligeholde efter B-ordningen.

Måløv Parks samlede vedligeholdelsesreglement består af disse fælles regler, samt et dokument som beskriver som gælder specielt i Måløv Park og som er vedtaget af afdelingens beboere.

Nærværende vedligeholdelsesreglement erstatter alle tidligere gældende reglementer. Reglerne træder i stedet for eller supplerer bestemmelserne om vedligeholdelse og istandsættelse uanset eventuelle modstående kontraktbestemmelser.

Mangler du oplysninger, eller er du i tvivl om fortolkningen af reglerne, er du velkommen til at kontakte ejendomskontoret, inspektøren eller FB.


Når du flytter ind

Din bolig er en genbrugsbolig

Når du flytter ind i din bolig, er den ikke nyistandsat, men boligen er gjort ren.

Boligen vil bære præg af det slid, der anses for rimeligt i forhold til boligens alder. Det er ikke sikkert, at farvevalget falder i din smag, da farverne er bestemt af de tidligere beboere eller afdelingen. Din bolig er således en genbrugsbolig.


Syn ved indflytning og rapport

Eventuelle fejl og mangler ved boligen skal påtales overfor FB´s udlejningsafdeling senest 2 uger efter lejemålets begyndelse. For at støtte dig i at det bliver gjort, vil der blive foretaget et indflytningssyn senest 14 dage efter, at du har overtaget boligen.

Her gennemgår en ejendomsfunktionær lejligheden sammen med dig. Hvis i finder fejl og mangler, der er uacceptable i forhold til de vedligeholdelsesregler, der gælder for afdelingen, vil de snarest blive udbedret.

Ved indflytningssynet udarbejdes der en indflytningsrapport, hvor du kan få tilføjet eventuelle bemærkninger. Du får en kopi af indflytningsrapporten, som du bedes gemme.

Hvis du konstaterer fejl og mangler ved boligen, skal det påtales overfor boligorganisationen senest 2 uger efter lejemålets begyndelse.

Boligorganisationen kan vurdere, at en påtalt fejl eller mangel er uvæsenlig og derfor ikke skal udbedres. Du hæfter ikke for sådanne fejl og mangler ved fraflytning.


Mens du bor i din bolig

Indvendig vedligeholdelse

I botiden skal du selv sørge for den indvendige vedligeholdelse, ligesom du selv skal betale for maling, tapet, gulvbehandling og lignende.

Udgifterne kan dækkes af boligens vedligeholdelseskonto efter de regler, som afdelingen har vedtaget.

Du betaler et månedligt beløb til boligens vedligeholdelseskonto som en del af huslejen.

Du skal sætte boligen i stand så ofte, at boligen ikke forringes, bortset fra almindeligt slid og ælde. F.eks. skal du huske at lakere gulvet, før lakken bliver gennemslidt.

Du har også ansvaret for at vedligeholde boligens inventar - herunder køkkenelementer, skabe, døre o.s.v., og af hensyn til indeklimaet er det vigtig, at du sørger for en god udluftning af boligen.


Du skal kunne dokumentere udgifterne til vedligeholdelse for at kunne få udbetalt penge fra boligens vedligeholdelseskonto. Hver gang du har fået penge fra kontoen og senest tre måneder efter hvert regnskabsårsafslutning, får du besked om, hvor stort beløb der står på kontoen.


Udvendig vedligeholdelse og vedligeholdelse af installationer

Din boligafdeling sørger for at vedligeholde selve ejendommen. Ligeledes sørger afdelingen for vedligeholdelse og nødvendig udskiftning af vand-, varme-, og elinstallationer, sanitetsudstyr, hårde hvidevarer, ruder og låse/nøgler, der er installeret eller godkendt af afdelingen.


Anmeldelse af skader

Hvis der opstår skader i eller omkring din bolig, skal du straks meddele det til ejendomskontoret. Du kan nemlig komme til at betale for de eventuelle skader, der er sket som følge af manglende anmeldelse.


Ændring af boligen

Det er muligt at indrette og ændre din bolig efter dine egne behov f.eks. ved at flytte vægge eller døre, opsætte nyt køkken, bad, nye installationer eller lignende.

Beboerne i Måløv Park har i fællesskab udarbejdet retningslinier for, hvilke ændringer der kan udføres, uden at disse skal reetableres senere. Reglerne finder du i vores >råderetskatalog.


Husk at undersøge reglerne grundigt inden du går i gang med ændringerne. Er du i tvivl om, hvordan du skal gribe sagen an, er det en god idé at kontakte ejendomskontoret for at få rådgivning.


Når du flytter

Ingen istandsættelse ved fraflytning

Når du har meddelt, at du flytter, kan du ikke længere bruge penge fra boligens vedligeholdelseskonto. Boligen skal således ikke sættes i stand bortset fra eventuel misligholdelse, men boligen skal afleveres rengjort.


Misligholdelse

Er der sket skader på boligen eller inventaret, som skyldes misligholdelse, vil du komme til at betale udgiften til istandsættelse.

Det er misligholdelse, når boligen eller dele af den er forringet eller ødelagt, fordi du hat brugt den eller vedligeholdt den forkert - eller hvis du har handlet uforsvarligt.

Det samme gælder, hvis det er medlemmer af din husstand eller andre, som du har givet adgang til boligen, der er skyld i ødelæggelsen.

Hvis der er brug for ekstraordinær rengøring af hårde hvidevarer, inventar, sanitetsgenstande m.v., betragtes dette også som misligholdelse.

Hvis skaden nødvendiggør en udskiftning til nyt, fratrækkes den del af udgiften, der kan henføres til almindelig slid og ælde.

Skader, der skyldes decideret uforsvarlig adfærd, vil blive behandlet særskilt.


Syn ved fraflytning

Når administrationen i FB har fået meddelelse om, at du ønsker at flytte, vil du skriftligt blive indkaldt til et fraflytningssyn senest en uge før opsigelsesdatoen.

Fraflytningssynet skal være afholdt senest 2 uger efter, at FB er blevet bekendt med, at fraflytningen har fundet sted.


Fraflytningsrapport


Ved synet udarbejdes en synsrapport, hvoraf det vil fremgå, om der eventuelt er arbejde, der skal udføres som følge af misligholdelse.

Du får en kopi af fraflytningsrapporten ved synet, eller den sendes til dig senest 14 dage efter.

Senest 14 dage efter synsdatoen får du at vide, hvor meget det anslås, at du skal betale for den eventuelle misligholdelse.


Endelig opgørelse

Administrationen i FB sender den endelige opgørelse over istandsættelsesudgifterne til dig hurtigst muligt.

Her står der, hvilke istandsættelsesarbejder, der er udført, hvad de har kostet, og hvordan din andel af udgifterne er beregnet.

I den endelige opgørelse kan din samlede andel af eventuelle overskridelser ikke overstige 10% i forhold til den først anslåede udgift til istandsættelse.


Pas godt på din bolig

Det er naturligvis ikke særligt behageligt at skulle betale til en bolig, du er ved at flytte fra, og de fleste vil da også meget hellere bruge penge på deres nye bolig.

Men for fællesskabet er det vigtigt, at den nye beboer får en bolig i rimelig stand ved indflytning. Som fraflytter skal du derfor tænke på, om du selv ville flytte ind i den lejlighed, som du afleverer.

Husk at du kan undgå store fraflytningsregninger ved at vedligeholde din bolig og passe på inventaret, mens du bor der.


Hvis du bytter

Hvis du skal bytte din bolig med en anden lejebolig gælder de samme regler som ved øvrige fraflytninger.


Beboerklagenævn

Opstår der uenighed om enten din eller afdelingens pligt til at vedligeholde og istandsætte boligen, kan sagen indbringes for beboerklagenævnet.